Marie Riegels Melchior

Jeg er uddannet etnolog fra Københavns Universitet og har en ph.d.-grad i mode- og designhistorie fra Danmarks Designskole og Kunstindustrimuseet i København.

Min interesse for studiet af mode begyndte som studentermedhjælper på Amalienborgmuseet i København og er efterfølgende blevet udfoldet som Polaire Weisman Fund Fellow på The Costume Institute, der er del af kunstmuseet The Metropolitan Museum of Art i New York. I mit arbejde med mode i en museal sammenhæng lagde jeg tidligt mærke til hvordan mode ofte organiseres og forstås med nationalt fortegn. Det vil sige, som henholdsvis ”amerikansk mode”, ”fransk mode”, italiensk mode” og så videre. Men det slog mig samtidig, at der med denne nationale diskurs er tale om et paradoks. For er mode ikke et internationalt fænomen – et så at sige grænseoverskridende fænomen, der ikke tager hensyn til om nationalstatens grænser passeres? Dette paradoks måtte jeg derfor undersøge nærmere og er hvad der har dannet grundlaget for min ph.d.-afhandling om ”dansk mode” og den danske modeindustri i perioden fra 1950 til 2007. I afhandlingen forsøger jeg at forstå dansk mode som et socio-materielt fænomen, forstå hvordan dansk mode praktiseres og hvorfor interessen for en specifik ”dansk mode” er så markant i begyndelsen af 2000-tallet efter at den danske modeindustri har ændret sig fra at være en fremstillingsindustri til at være en videnindustri. Med afhandlingen har det været min intention ikke alene at lære noget om den danske modeindustris historie og nuværende problematikker, men også lære om hvad nationalisme vil sige i oplevelsesøkonomien i en globaliseringens tidsalder.

Museet er med andre ord min indfaldsvinkel til studiet af mode. Og i min igangværende forskning, er det netop koblingen af mode og museum som er omdrejningspunktet. Med arbejdstitlen ”Modemuseet i oplevelsesøkonomien” er jeg i gang med at undersøge, hvorfor og hvordan, mode er et aktuelt og populært fænomen på museerne – både de kultur- og kunsthistoriske museer. Projektet forventes afsluttet i 2011.

Kontakt
frazerriegels@hotmail.com

Lista samtliga inlägg skrivna av Marie.